Sundhed og sociale forhold
Tal fra befolkningsundersøgelsen i 1993-1994 viste, at kun ca. 18% af de mennesker i Grønland, der i en 14 dages periode har haft gener eller symptomer på sygdom, henvendte sig til sundhedsvæsenet. Der er altså en meget stor ”skjult” sygelighed, som man kun kan få oplysninger om ved at spørge et udsnit af befolkningen. Det samme gælder befolkningens sundhedsvaner f.eks. med hensyn til kost, rygning, alkohol og fysisk aktivitet. Betydningen af sociale forhold for sundhed og sygelighed undersøges også bedst ved interview med såvel raske som syge mennesker.
Statens Institut for Folkesundhed har siden 1987 regelmæssigt gennemført sådanne sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i Danmark. I Grønland er der gennemført en lignende landsdækkende Sundhedsprofilundersøgelse i 1993-94, og en befolkningsundersøgelse fra 1999-2001 i udvalgte byer og bygder på Vestkysten giver mulighed for at observere den tidsmæssige udvikling for nogle enkelte sygdomme og sundhedsvaner. En opfølgning af den grønlandske sundhedsprofil startede i 2005 og indsamling af data slutter i oktober 2008.
Igangværende forskningsprojekter