Mental sundhed
Mental sundhed er et bredt begreb, som inkluderer både psykisk sygdom, psykisk mistrivsel samt positive aspekter som velbefindende og god psykosocial funktion. Blandt voksne er der hvert år omkring 20 %, som har psykiske symptomer svarende til kriterierne for en eller flere psykiske sygdomme. Desuden er der store grupper, der mistrives uden at det kan karakteriseres som psykisk sygdom. Både psykisk sygdom og psykisk mistrivsel er forbundet med en øget forekomst af somatiske sygdomme samt overdødelighed.
Blandt store børn og unge er der omkring 20 %, der har alvorlige tegn på psykisk mistrivsel. De er ikke nødvendigvis psykisk syge, men de har det dårligt. Psykisk mistrivsel har alvorlige konksekvenser for læring og fremtidig helbredsudvikling.
Forskningen på SIF
SIF udfører forskning om forekomsten af psykisk sygdom og psykisk mistrivsel. SIF udforsker personlige og sociale forhold, som former befolkningens mentale sundhed, og udforsker konsekvenserne af psykisk sygdom og psykisk mistrivsel. Forskningen benytter flere metodiske tilgange, først og fremmest epidemiologisk forskning baseret på befolkningsundersøgelser og registre, men også kvalitative metoder og evaluering af intervention for at fremme mental sundhed.
Forskningstemaer
-
Forekomsten af psykisk sygdom og psykisk mistrivsel blandt børn, unge og voksne
-
Risikofaktorer for psykisk sygdom og risikofaktorer for psykisk mistrivsel
-
Sociale og helbredsmæssige konsekvenser af psykisk sygdom og psykisk mistrivsel
-
Intervention for at fremme skoleelevers psykiske sundhed i skolen