Ulykkesregisteret
Ulykkesregisterets historiske forudsætning er EHLASS (European Home and Leisure Accident Surveillance System), som blev etableret på udvalgte skadestuer i løbet af 1987-1988. Fra 1990 blev registreringen på disse skadestuer udvidet til at dække alle ulykkestyper. EHLASS blev afsluttet som EU projekt med udgangen af 1998, men datalevering til EU om hjemme/fritidsulykker er fortsat siden 1999.
Ulykkesregisteret indeholder oplysninger om tilskadekomst som følge af ulykker, der har medført skadestuekontakt. Registeret indsamler data fra fem udvalgte skadestuer på følgende sygehuse: Glostrup, Herlev, Frederikssund, Esbjerg og Randers. Tilsammen har disse skadestuer et optageområde svarende til ca. 17% af den danske befolkning. Registreringen sker parallelt med, men uafhængigt af registreringen i Landspatientregisteret. Fra 2007 er registreringen på Sygehus Herlev dog ophørt.
Registreringen omfatter samtlige henvendelser på de nævnte skadestuer siden 1990, idet hjem- og fritidsulykker dog er registreret siden 1989. Registret ophørte med registreringen ved udgangen af 2010.
Indhold
Registret omfatter bl.a. følgende oplysninger: Alder, køn, ulykkestidspunkt, skadesmekanisme, sted for ulykker, aktivitet i skadesøjeblikket, involverede produkter, skadet kropsdel, læsionstype, behandling, afslutning (evt. indlæggelse). For arbejdsulykker er der oplysninger om branche, for køretøjulykker oplysninger om trafikantform og modpart, for hjemme/fritidsulykker oplysninger om evt. sportsgren. Endvidere er der en tekstbeskrivelse af ulykken.
I perioden 2008-2010 var registreringen udvidet til også at omfatte skader som følge af vold og selvskade/selvmordsforsøg.
Klassifikation
NOMESKO Klassifikation til brug i skadesregistrering anvendes ved indberetningen til Ulykkesregisteret. D. 1. januar 2008 blev den 4. reviderede udgave taget i brug – både i Ulykkesregisteret og i Landspatientregisteret.
Kontaktperson: Bjarne Laursen, Seniorforsker
Registret har sin egen hjemmeside: Center for Ulykkesforskning