Projektbeskrivelse:
Ulykker er den hyppigste dødsårsag for børn i alderen 1-15 år. I alt mister ca. 60 børn livet ved ulykker hvert år, hvilket svarer til 29% af alle børnedødsfald. Desuden kommer ca. 166.000 børn årligt på skadestuen i forbindelse med ulykker. Ulykker udgør dermed et af de største sundhedsmæssige problemer for børn.
Projektets formål var at klarlægge samspillet mellem ulykkesforekomst blandt børn i alderen 0-14 år og sociale, familiemæssige og demografiske faktorer med henblik på målrettet ulykkesforebyggelse.
Projektet indeholdt også et etnografisk studie af risikooplevelse og risikohåndtering, som er beskrevet andetsteds.
Forekomsten af børneulykker i Danmark blev kortlagt for at belyse omstændighederne omkring ulykker (hvor, hvordan, hvorfor skete skaden mv.) ud fra eksisterende registerdata, dvs. Ulykkesregisteret (ved SIF), Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret. Særlige risikogrupper blev identificeret ved hjælp af oplysninger om sociodemografiske og socioøkonomiske forhold, dvs. oplysninger om socialgruppe, boligforhold, familietype mv. ud fra Danmarks Statistiks Forebyggelsesregister samt ved interviews.
Projektet blev afsluttet i 2006.
Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Sygekassernes Helsefond, Egmont Fonden og Foreningen Østifterne har givet økonomisk støtte til projektet.