Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Nyt projekt kortlægger unges alkoholdebut

Morten Grønbæk, professor, ph.d., dr. med., Statens Institut for Folkesundhed, har modtaget 945.000 kr. fra Sygekassernes Helsefond til projektet: "Tidlig alkoholdebut - social ulighed, konsekvenser og forebyggelse".

 

Danske unge begynder tidligt at drikke alkohol og har et højt alkoholforbrug sammenlignet med andre unge i de omkringliggende europæiske lande. I Danmark er andelen, der har været fulde som 13-årige, blandt de højeste i Europa. 34 % af de danske unge har været fulde som 13-årige eller tidligere, mens dette er gældende for kun 22 % af unge svenskere og tyskere og 17 % af unge nordmænd.

Ligeledes når det gælder mængden af alkohol indtaget ved sidste drikkelejlighed har de danske unge en kedelig rekord. Selvom den danske alkoholkultur ikke nødvendigvis kan sammenlignes med andre europæiske lande, hvor alkohol er mindre tilgængeligt og mindre normaliseret, er det høje og tidlige forbrug af alkohol blandt danske unge bekymrende.

 

Formålet med projektet er at belyse danske unges alkoholdebut udfra forskellige vinkler, hvormed der dannes grundlag for bedre forebyggelse af tidlige alkoholdebutanter og konsekvenser heraf. At forstå hvad der påvirker en tidlig alkoholdebut, herunder hvilke mekanismer der ligger til grund for at initiere indtagelse af alkohol, hvilke konsekvenser en tidlig alkoholdebut har samt hvilke strategier, der er anvendelige for at udskyde alkoholdebut i en dansk kontekst er vigtigt. Således vil der kunne opnås en bedre forståelse for det komplekse område omhandlende unge og alkohol i Danmark.

 

Der benyttes data fra Ungeshverdag.dk, som er et eksisterende forskningsprojekt om unges sundhed forankret på Statens Institut for Folkesundhed. Ungeshverdag.dk er et landsdækkende repræsentativt epidemiologisk studie, der bygger på en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse fra 7. - 9. klasse, løbende fra 2005 til 2007.

 

Læs mere om Alkoholforskning

 
Redigeret: 01.11.07