Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Forskningsresultat fra Statens Institut for Folkesundhed er et af verdens mest omtalte

I disse dage rangeres de 100 mest omtalte videnskabelige studier efter, hvor meget omtale de har fået i medierne og på de sociale medier i 2017. Et dansk studie fra Statens Institut for Folkesundhed er at finde på listen.

 

Studiet viser, at kvinder og mænd, som drikker alkohol moderat, det vil sige tre til fire gange om ugen, har lavere risiko for at udvikle diabetes end både afholdsmænd og personer med et højt forbrug af alkohol.

 

Studiet blev udgivet af det internationale videnskabelige tidsskrift Diabetologia i sommer og vakte stor international opmærksomhed. Både CNN, BBC samt medier fra lande såsom Brasilien, Mexico, Norge, Japan og Chile rapporterede om fundet.

 

Udover omtalen på de sociale medier blev det til 253 mediehistorier i traditionelle medier, hvilket placerer det danske studie på listens 64. plads.

 

Det er medietjenesten Altmetric, der hvert år undersøger, hvilke forskningshistorier, der har fået mest opmærksomhed i medierne.

 

Forskerne bag studiet er Charlotte Amby Holst, Ulrik Becker, Marit E. Jørgensen, Morten Grønbæk og Janne Tolstrup, alle fra Statens Institut for Folkesundhed. I studiet analyserede de data og helbredsoplysninger fra 70.000 danskere, som endvidere blev fulgt i en årrække.

 

Hvert år udgives overv 2,5 millioner videnskabelige artikler på verdensplan.

 
Redigeret: 21.12.17