Danskere dør oftere af sukkersyge (diabetes) end naboerne i f.eks. Sverige. En dansker har dobbelt så stor risiko for at dø af sukkersyge som en svensker. I syv lande som Danmark typisk sammenligner sig med, er sukkersyge dødeligheden væsentlig lavere.
Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har set på næsten 60 års udvikling i de forskellige lande og gjort tallene sammenlignelige ved at tage højde for, at der i perioder f.eks. er større grupper ældre i samfundet, hvilket kan påvirke resultatet, fordi dødeligheden blandt ældre er højere. Tendensen er klar. Der er flere mennesker, som dør af sukkersyge nu end tidligere, og danske mænd i aldersgruppen 35 til 74 er særlig udsatte.
Danske mænd har næsten dobbelt så stor risiko for at dø af sukkersyge end kvinder på samme alder. Man skal helt tilbage til 1950’erne før det var kvinderne der havde den største risiko for at dø af sygdommen.
Sukkersyge er en dødsårsag, der på linie med dødsfald relateret til tobak og alkohol har været medvirkende til at den gennemsnitlige levetid i Danmark er stagneret i forhold til de lande, vi plejer at sammenligne os med.
Download Notat om diabetes dødelighed http://www.si-folkesundhed.dk/upload/diabetes-notat.pdf
Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Knud Juel
Mail: kj@si-folkesundhed.dk
Telefon hovednr. 3920 7777 direkte tlf. 3532 6378 eller 2537 7914
Med venlig hilsen
Statens Institut for Folkesundhed, SDU