Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Forskningen ved Statens Institut for Folkesundhed

Forskningen på SIF kan opdeles i forskning vedrørende:

 

  • befolkningens sundhedstilstand og
  • forskning vedrørende den forebyggende og behandlende indsats også kaldet sundhedstjenesteforskning.

Hovedparten af instituttets forskning har karakter af strategisk forskning med fokus på udviklingen af folkesundheden, men inden for instituttets forskningsprogrammer gennemføres også mere grundforskningsprægede opgaver med fokus på teori- og metodeudvikling.

 

En betydelig del af forskningen foregår i samarbejde med universitetsinstitutter i ind- og udland og med andre sektorforskningsinstitutioner. Derudover er der et nært samarbejde med centrale og lokale myndigheder på sundhedsområdet, patientforeninger og internationale forskningsmiljøer.

 

Befolkningens sundhedstilstand

Forskningen på SIF tager udgangspunkt i et udvidet sundhedsbegreb, der omfatter både sygdom og dødelighed, konsekvenser af sygdom, funktionsniveau og helbredsrelateret livskvalitet, samt befolkningens egen vurdering af forskellige aspekter af deres sundhed og helbred. Der forskes i årsagsforholdene bag sundhed og sygdom, bl.a. i befolkningens sundhedsadfærd, befolkningens levevilkår og påvirkninger fra miljøet.

 

De centrale forskningsprogrammer:

  • Voksnes sundhedsadfærd og helbred
  • Børn og unges sundhed og trivsel
  • Sundhedsfremme og forebyggelse
  • Sundhed og sygelighed i Danmark

Den forebyggende og behandlende indsats

Her fokuseres på evaluering af den forebyggende og behandlende indsats. Der gennemføres sundhedstjenesteforskning inden for udvalgte sygdomme. Forsøgsordninger med forebyggende sigte evalueres, og der gives bidrag til medicinsk teknologivurdering.

 

Udredningsopgaver

En vigtig opgave for instituttet er at skabe et fagligt grundlag for politiske og administrative beslutninger inden for sektoren. Det sker bl.a. ved udarbejdelse af notater og udredninger om aktuelle emner. Udredningerne kan være iværksat på anmodning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, af Sundhedsstyrelsen, eller kan være sat i gang af instituttet med henblik på at beskrive den eksisterende viden inden for et aktuelt emne på en måde, så den kan formidles til en bredere kreds.

 
Redigeret: 01.04.11