Rygning
Rygning er i vor del af verden den vigtigste årsag til for tidlig død. Rygning medfører endvidere en forøget risiko for at blive syg, med en forringet livskvalitet til følge. Undersøgelser har vist, at jo tidligere et ungt menneske begynder at ryge, jo større er sandsynligheden for at han/hun ender som storryger. For at nedbringe andelen af nye rygere og udskyde rygedebuten, er der i de senere år blevet gennemført forskellige tiltag. I 2000 blev loven om røgfrie miljøer skærpet, således at det bl.a. blev forbudt for elever at ryge på landets grundskoler. Endvidere forbyder loven lærere at ryge, hvor det er synligt for eleverne. Den 1. juli 2004 trådte et forbud mod at sælge tobak til børn under 16 år i kraft. Den 15. august 2007 blev loven om røgfrie miljøer skærpet, således at det med enkelte undtagelser blev forbudt at ryge indendørs på alle arbejdspladser, herunder også cafeer, diskoteker og lign.
Nedenstående figurer er baseret på tal fra den danske del af en spørgeskemaundersøgelse om europæiske skolebørns sundhedsadfærd, Health Behaviour in School-Aged Children (HBSC). Undersøgelsen gennemføres hvert fjerde år, hvoraf den nyeste er gennemført i 2006. De deltagende børn er skolebørn på hhv. 11, 13 og 15 år. Den danske del af undersøgelsen omfattede 6269 elever på henholdsvis femte, syvende og niende klassetrin fordelt på 80 skoler. Se nærmere beskrivelse af undersøgelsen i rapporten Rasmussen, M & Due, P. (Red) Skolebørnsundersøgelsen 2006. HBSC. Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, 2007.
Nedenstående figur viser procentdelen af piger og drenge i henholdsvis femte, syvende og niende klasse, der ryger dagligt. På de forskellige alderstrin ses der næsten ingen forskel mellem andelen af drenge og piger, der ryger dagligt. Således ryger 11% af de 15-årige piger og drenge dagligt.
Figur 1: Procent der ryger dagligt fordelt på køn og alder. 2006. I procent.

Kilde: Rasmussen, M & Due, P. (Red) Skolebørnsundersøgelsen 2006. HBSC Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, 2007.
Link: Skolebørnsundersøgelsen 2006