Overfølsomhedssygdomme er hyppige og menes at være stigende i den vestlige verden. Ved allergisk snue, fx høfeber, er der hyppigst tale om allergi over for pollen, og høfeberen vil da begrænse sig til pollensæsonerne. Ved ikke-årstidsbestemt allergisk snue kan der være tale om allergi over for husstøvmider, pelsklædte dyr eller lignende, og her kan allergien strække sig over hele året.
Børneeksem/astmaeksem er ligeledes en hyppig allergisk sygdom hos børn. Generelt er børneeksem hyppigere hos små børn og kontakteksem hyppigere hos større børn, bl.a. i form af nikkeleksem.
Tallene i nedenstående figur stammer fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005 (SUSY 2005), som er en spørgeskemaundersøgelse af den danske befolknings sundhed og sygelighed gennemført af Statens Institut for Folkesundhed. Oplysninger om børnenes sundhed og sygelighed er angivet af forældrene. (se nærmere beskrivelse af SUSY 2005)
Nedenstående figurer viser andelen af børn mellem 0-15 år i 2005, der indenfor det sidste år havde haft følgende allergiske sygdomme:
- Årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe (fx høfeber).
- Ikke-årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe.
- Børneeksem/astmaeksem eller allergisk eksem på huden.
Figur 1 viser andelen af børn mellem 0-15 år i 2005, der indenfor det sidste år havde haft årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe (fx høfeber) fordelt på køn og alder. Andelen af børn med årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe stiger med alderen. I alle aldersgrupper er andelen af drenge med årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe større end andelen af piger med sygdommen.
Figur 1: Andel med årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe (fx høfeber) inden for det sidste år fordelt på køn og alder. 2005. I procent
_inden_for_det_sidste_år_fordelt_på_køn_og_alder._2005._i_procent.jpg)
Kilde: Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005. Statens Institut for Folkesundhed. Specialkørsel.
Figur 2 viser andelen af børn mellem 0-15 år i 2005, der indenfor det sidste år havde haft ikke-årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe fordelt på køn og alder. Forekomsten er højest hos drenge mellem 9 og 12 år og hos piger mellem 13 og 15 år.
Figur 2: Andel med ikke-årstidsbestemt allergisk snue og/eller øjenkløe inden for det sidste år fordelt på køn og alder. 2005. I procent

Kilde: Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005. Statens Institut for Folkesundhed. Specialkørsel.
Figur 3 viser andelen af børn mellem 0-15 år i 2005, der indenfor det sidste år havde haft børneeksem/astmaeksem eller allergisk eksem på huden fordelt på køn og alder. Forekomsten hos drenge er højest hos de 1-2-årige børn.
Figur 3: Andel med børneeksem/astmaeksem eller allergisk eksem på huden inden for det sidste år fordelt på køn og alder. 2005. I procent

Kilde: Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005. Statens Institut for Folkesundhed. Specialkørsel.
Link: Astma og allergiforbundet