Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  17, 2015

Skolebørn, der har et fortroligt forhold til deres forældre, føler sig mindre ensomme
 

Fortrolighed med forældre hjælper mod ensomhed

Manglende fortrolighed til ens forældre hænger sammen med følelsen af ensomhed blandt skolebørn i alderen 11 til 15 år.

 

Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

 

Ifølge undersøgelsen er risikoen for at føle sig ensom cirka fire gange så stor blandt de 11-årige, som har svært ved at tale fortroligt med deres forældre, sammenlignet med de 11-årige, som har et fortroligt forhold til deres forældre.

 

For de 13- og 15-årige er risikoen for at føle sig ensom henholdsvis tre gange så stor og dobbelt så stor.

 

”Årsagerne til børns ensomhed kan være mange. Men vi kan se, at manglende fortrolighed til ens forældre hænger stærkt sammen med ensomhed. Man ved dog ikke, hvad der fører til hvad, om det er fravær af en fortrolig kontakt til forældre, der fører til ensomhed. Eller om det er ensomme børn, der oplever, at de har svært ved at være fortrolige med deres forældre,” siger Katrine Rich Madsen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed.


Svar fra over 4.300 børn


I undersøgelsen har 4.316 børn svaret på spørgsmålet ’Hvor nemt er det for dig at tale med følgende personer om noget, der virkelig plager dig?’ med svarkategorierne ’meget nemt’, ’nemt’, ’svært’, ’meget svært’ og ’har ikke/ser ikke’ i forhold til henholdsvis far, stedfar, mor og stedmor.

 

Overordnet set har cirka 86 procent af eleverne nemt eller meget nemt ved at tale fortroligt med mindst én forælder eller stedforælder. Men som figuren viser, er forekomsten af ensomhed eksempelvis godt tre gange så stor blandt de 13-årige, som har svært ved at tale fortroligt med en forælder, i forhold til de 13-årige, som har et fortroligt forhold til en forælder.

 

Hvad angår de 15-årige, er forekomsten af ensomhed dobbelt så stor blandt dem, der oplever, at de ikke har en fortrolig forældrekontakt – i forhold til de 15-årige, der har en fortrolig kontakt. 

 


Figur 1. Procent 11-15-årige, som ofte eller meget ofte føler sig ensomme

 

 

 

 

Indsats mod ensomhed

 

Internationale undersøgelser viser, at unge, der oplever vedvarende og intens ensomhed igennem barndommen eller ungdommen, er i højere risiko for at udvikle sundheds- og adfærdsrelaterede problemer senere i livet end de, som ikke føler sig ensomme, eller som kun er det engang imellem.

 

Statens Institut for Folkesundhed står bag en mentalt sundhedsfremmende indsats, ABC for mental sundhed, som er en del af Folkebevægelsen mod ensomhed. ABC for mental sundhed sætter fokus på at gøre noget aktivt sammen blandt andet som et værn mod ensomhed.

 

Af:

Seniorforsker Vibeke Koushede, postdoc Line Nielsen og ph.d.-studerende Katrine Rich Madsen.

 

Kontakt: Katrine Rich Madsen, e-mail: krma@niph.dk, telefon. 6550 7719

Kilde:

Tallene stammer fra en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, der trækker på data fra Skolebørnsundersøgelsen 2014, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

 
Redigeret: 22.04.15