Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  19, 2009

Type 2-diabetes og træning
 

Forsøg med 3 x 10 minutters træning viser god effekt

Fysisk aktivitet kan forbedre niveauet af blodsukker og dermed være med til at forebygge og/eller forsinke forekomsten af de alvorlige komplikationer, der er forbundet med type 2-diabetes (sukkersyge). Komplikationerne øger dødeligheden og medfører en ringere livskvalitet, og fysisk aktivitet anses således for at være en vigtig del af behandling til patienter med type 2-diabetes.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle voksne er fysisk aktive med moderat intensitet i mindst 30 minutter om dagen, hvor det angives, at det ikke behøver at være 30 minutter i træk, men bare sammenlagt 30 minutter i løbet af en dag. Men da der ikke er fundet evidens for, om denne form for opdeling af fysisk aktivitet resulterer i en forbedret kontrol af blod­sukker hos type 2-diabetikere, har vi udført et træningsforsøg med type 2-diabetikere.

 

18 utrænede mænd med type 2-diabetes i alderen 50-70 år trænede intensivt i fem uger. Mændene blev delt op i to grupper, der begge trænede 6 dage om ugen; En gruppe trænede en enkelt gang dagligt á 30 minutter (gruppe 1x30), mens den anden gruppe trænede 3 gange 10 minutter fordelt ud over dagen (gruppe 3x10). Efter træningsperio­den blev effekten på blandt andet hvileblodtryk, kropsvægt, fedtpro­cent, livvidde, fasteblodsukker samt blodsukkerkoncentration efter indtagelse af sukkervand undersøgt.

Begge træningsgrupper forbedrede deres kondition (direkte måling af maksi­mal iltoptagelse på kondicykel, puls og mælkesyre) i løbet af de fem uger, men kun gruppen, der trænede 3 gange 10 minutter opnåede en positiv effekt på fasteblod­sukkeret, da det blev nedsat. Fasteblodsukker var efter træning 10 % lavere end før træning i denne gruppe. Figuren viser udviklingen i fasteblodsukkeret for individerne, som trænede 3 gange 10 minutter. Der blev ikke fundet effekter i de øvrige målte parametre for hverken den ene eller den anden træningsgruppe.

 

 

Fasteblodsukkerværdier før og efter træning blandt 9 mænd med type 2-diabetes, som trænede 10 minutter tre gange i løbet af dagen (3x10) Hvert individ er illustreret ved en streg.

 figur 

 

At forbedring i fasteblodsukker kun ses i gruppen, der trænede flere gange om dagen, kan skyldes, at det samlede energiforbrug under flere kortvarige træningsintervaller overstiger energiforbruget ved et langt interval.

 

Det er vanskeligt at konkludere ud fra en enkeltstående videnskabelig under­søgelse, men hvis disse resultater genfindes i andre lignende undersøgelser, kan en opdeling af træning over dagen i stedet for et langt interval fungere som et alternativ for de patienter med type 2-diabetes, som har vanskeligt ved at være fysisk aktive i en længere periode. Dette med henblik på at opnå en bedre regulering i blodsukker.

Af:

Louise Eriksen, videnskabelig assistent og Inger Dahl-Petersen, ph.d.-studerende, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Kontaktperson: Louise Eriksen. E-mail: lue@si-folkesundhed.dk Telefon: 3920 7777  

Kilde:

Eriksen L, Dahl-Petersen I, Haugaard SB, Dela F. Comparison of the effect of multiple short-duration with single long-duration exercise sessions on glucose homeostasis in type 2 diabetes mellitus. Diabetologia 2007;50:2245-53.

Genoptrykt som sekundærpublikation i Ugeskrift for Læger (Dahl-Petersen I, Eriksen L, Haugaard SB, Dela F. Fysisk træning ved type 2-diabetes. Er tre gange ti minutter om dagen bedre end 30 minutter? – Sekundærpublikation. Ugeskrift for Læger 2009;171(11):878-880) Projektet er udarbejdet ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.

 
Redigeret: 06.05.09