Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  39, 2017

Næsten 80 procent af folkeskolelærerne opfordrer ikke eleverne til at vaske hænder før frokost, viser et studie, og selv med indsatser i skolerne og fokus på håndhygiejne, sker der kun få forbedringer. Dårlig håndhygiejne kan have konsekvenser for elevernes sygelighed
 

Skoler opfordrer ikke elever til at vaske hænder før frokost

Mange danske skolebørn får ikke vasket hænder i løbet af en skoledag, og heller ikke før de spiser frokost.


Selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler håndvask før et måltid, oplever otte ud af ti elever aldrig at blive opfordret til at vaske hænder før frokost.

 

Det viser et studie, som Statens Institut for Folkesundhed har udført på 43 folkeskoler. Studiet ved navn Hi Five havde fokus på at ændre adfærd blandt elever og skoler for at forbedre hygiejnen og nedsætte antallet af sygedage blandt elever og lærere.


Undervisning i håndvask


I studiet fik 28 af skolerne en indsats, som blandt andet gik på, at eleverne blev undervist i at vaske hænder korrekt, og at lærerne skulle afsætte tid og huske eleverne på at vaske hænder før frokost.

 

Inden indsatsen var det næsten 80 procent af eleverne, der aldrig blev opfordret til at vaske hænder før frokost.


”Vi var overrasket over, at så få elever vaskede hænder før frokost, og at så mange lærere ikke opfordrede eleverne til at vaske hænder, og vi forventede, at vores indsats ville ændre på dét forhold, især fordi det var så enkel en indsats. Men da indsatsen var slut efter et år, var der stadig mange, nemlig 54 procent af eleverne, der aldrig blev opfordret til at vaske hænder. Så vi må desværre konstatere, at det er svært at ændre håndhygiejnen på skolerne,” siger projektleder Anette Johansen, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 


Ikke tid til håndvask


Studiet viste, at den manglende håndvask før frokost i høj grad skyldtes, at der var for få håndvaske på skolerne, og de håndvaske, der var på skoletoiletterne, undgik eleverne.

 

Lærerne mente desuden ikke, at der var tid nok i skemaet til at vaske hænder, når nu børnene skulle deles om én enkelt håndvask i klassen eller skulle rundt på skolen for at finde en ledig håndvask. 

 

”Studiet er foretaget før skolereformen, og der er derfor håb om, at den ekstra tid på skolen giver bedre mulighed for, at børnene kan nå at få vasket hænder i løbet af skoletiden og før frokost,” siger Anette Johansen.


Indsatsen Hi Five er et projekt i Center for Interventionsforskning under Statens Institut for Folkesundhed. Indsatsen er finansieret af Trygfonden.

 

Undersøgelsen omfattede 8.443 elever fra 0.-8. klasse på 43 tilfældigt udvalgte skoler i 20 kommuner i Danmark. 

Af:

Projektleder Anette Johansen og professor Pernille Due, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.


Kontakt: Anette Johansen, telefon 65 50 78 85, e-mail: ajo@si-folkesundhed.dk

 

Kilde:

Ph.d.-afhandling "Evaluation of the Hi Five Intervention" ved Anne Maj Denbæk, Statens Institut for Folkesundhed, 2017, samt Process evaluation of af multi-component intervention to reduce infectious diseases and improve hygiene and well-being among school children: the Hi Five Study, C.T. Bonnesen et al. Health Education Research, 2015.

 

 

 
Redigeret: 28.09.17