Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  40, 2017

Højt alkoholforbrug har negative konsekvenser for mænds arbejdsliv. Mænd, der drikker for meget, har større risiko for at miste deres arbejde end mænd, der drikker mere mådeholdent
 

Mænd, der drikker for meget alkohol, bliver oftere arbejdsløse

Danske mænd, der drikker mere end 21 genstande per uge, har større risiko for at blive arbejdsløse eller ende på sygepengedage end mænd, der drikker moderat, det vil sige op til 13 genstande om ugen.

 

Det viser et studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, der netop er blevet publiceret i det internationale tidsskrift Addiction.

 

Studiet har som et af de få i verden fokus på de socioøkonomiske aspekter af alkohol. De fleste alkoholstudier har fokus på konsekvenserne for sundhed og sygelighed.


Data fra 17.500 danskere


Omkring 17.500 tilfældigt udvalgte danskere, både mænd og kvinder, har deltaget i studiet. De var alle i arbejde, da data blev indsamlet, og havde forskelligt alkoholforbrug. Formålet med studiet var at undersøge, hvilke konsekvenser alkohol har på ens tilknytning til arbejdsmarkedet.


"Vi finder, at der er en markant sammenhæng mellem et stort alkoholforbrug og mænds arbejdsmarkedstilknytning. Vi fandt ikke samme sammenhæng for kvinder, men for mænd var det tydeligt. Jo mere man drikker, jo større risiko for at falde ud af arbejdsmarkedet eller komme på sygedagpenge. Det er måske ikke så overraskende, at alkohol kan have negative konsekvenser for ens arbejdsliv, men vi har tidligere ikke haft det dokumenteret i et dansk perspektiv. Derfor ved vi nu, at der også på arbejdsmarkedet er brug for forebyggelse, hvis vi skal undgå, at folk mister deres job på grund af alkohol," siger Maja Bæksgaard Jørgensen, forsker ved Statens Institut for Folkesundhed.

 

Alkoholmisbrug starter en deroute


En mulig forklaring på sammenhængen kan være et resultat af flere mekanismer.


"Et overforbrug af alkohol kan starte en deroute, der på kort sigt giver sig udslag i tømmermænd og flere sygedage og på lang sigt tab af produktivitet på arbejdspladsen, problemer i privatlivet og andre sociale konsekvenser, der gør, at man ikke kan holde fast i sit arbejde," siger Maja Bæksgaard Jørgensen.


Et stort alkoholforbrug i befolkningen trækker store veksler på den danske samfundsøkonomi. En undersøgelse fra 2013 viser, at alkoholmisbrug koster et sted mellem 13 og 24 mia. kroner. Det svarer til én procent af bruttonationalproduktet, hvoraf tab af produktivitet er den største omkostning. 

Af:

Maja Bæksgaard Jørgensen, Ph.d., Statens Institut for Folkesundhed, SDU, tlf.: 6550 7730 eller 6178 1800, e-mail: mbha@si-folkesundhed.dk.

Kilde:

Jørgensen M.B., Thygesen L.C., Becker U., Tolstrup J.S. Alcohol consumption and risk of unemployment, sickness absence and disability pension in Denmark: A prospective cohort study. Addiction, 2017.

 

 
Redigeret: 04.10.17