Uge  48, 2002

Man taler om social ulighed i børns sundhed, hvis der er forskel i sundhedstilstanden hos børn alt efter forældrenes sociale placering. Den sociale ulighed kan vise sig som en gradient: de højest placerede socialgruppers børn er mindst syge, dem i midten har en nogenlunde middel sygdomsforekomst, og de lavest placerede har en høj sygdomsforekomst. Sådan et mønster findes i flere nyere danske undersøgelser, både når der er målt på sundhed, sygelighed og sundhedsadfærd. Uligheden kan også vise sig ved, at der er en tærskeleffekt: de allerfleste børn er sunde, mens børn af grupper under et vist niveau på den sociale stige ikke er så sunde; dette mønster ses ikke lige så hyppigt, men det er en af de tanker, der ligger implicit i begrebet: social arv.

Forældrenes sociale placering kan fx måles på forældrenes socioøkonomiske gruppe fx defineret efter forældrenes erhverv, tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelse, eneforsørger-/ toforsørgerfamilier, indkomst, materielle goder, eller mulighed for at kunne få pengene til at dække de vigtigste behov. I interviewundersøgelsen: Sundhed og sygelighed i Danmark 2000 er familiens sociale placering dels målt ved uddannelseslængde: antal års kombineret skole- og erhvervsuddannelse, ISCED. Dels er den målt ved aktuelt erhverv. Begge dele er kun målt hos den af de voksne, der har besvaret spørgsmålene.

Forælderen blev spurgt om barnet havde nogen langvarig sygdom, langvarig eftervirkning af skade, handicap eller anden langvarig lidelse. Det havde 16,4% af børnene, og de 2,6% heraf havde to eller flere langvarige sygdomme. De langvarige sygdomme omfattede et bredt spektrum af sygdomme. Blandt de hyppigst anførte kan nævnes: astma eller astmatisk bronkitis, kroniske mellemørelidelser med væske i øret og børneeksem. Også en række sjældnere sygdomme blev anført: fx leddegigt hos børn, medfødte hjertesygdomme, medfødt ganespalte og DAMP. I næsten alle tilfælde havde en læge givet diagnosen.

Der var tendens til, at forekomsten steg med alderen; forekomsten var størst hos drenge fra 6-12 år og hos piger fra 13-15 år – her var den ca. 1,5 gange så stor som i en referencegruppe af 6-8 årige piger. Desuden var der tendens til en ret høj forekomst hos drenge på 1-2 år, men ikke store forskelle efter om barnet boede hos forældre, der var gift eller samlevende, eller hos eneforsørger.

Tabel 1 viser andelen af børn med langvarig sygdom efter  forælderens uddannelseslængde. Generelt ses en tendens til, at forekomsten af langvarig sygdom falder med længden af forælderens uddannelse. Endvidere ses det, at forskellene er moderate. Når man tager hensyn til børnenes alder og køn, er det kun gruppen af børn af forældre med 10 års uddannelse, der har en statistisk sikker øget sygdomsforekomst.

Tabel 2 viser andelen af børn med langvarig sygdom i forhold til forælderens socioøkonomiske gruppe. Her er tendensen, at forekomsten af langvarig sygdom stiger, jo lavere forælderens  socioøkonomiske status er. Den er dog  lavest for selvstændige uden ansatte, men også lavere hvis forælderen er selvstændig med ansatte eller er fra den højeste funktionærgruppe. Gruppen ”Andre” omfatter først og fremmest forældre på kontanthjælp. Det er den gruppe hvor børn med langvarig sygdom forekommer hyppigst.

Undersøgelsen siger ikke noget om mekanismerne bag social ulighed i sundhed blandt børn og unge - ofte kan der være tale om flere samtidige mekanismer: Lav social placering kan være forbundet med dårlige levekår, færre handlemuligheder, mindre viden og kendskab til sygdomsbehandling og sundhedsvæsenet og mindre overskud til sunde vaner. Der kan dog også til dels være tale om såkaldt selektion: at forælderen har opgivet en arbejds- eller uddannelseskarriere eller en selvstændig virksomhed på grund af et sygt barn. 

Tabel 1. Børn med langvarig sygdom efter forælderens uddannelseslængde. 2000, i procent. Hjemmeboende børn 0-15 år.

Tabel 2. Børn med langvarig sygdom fordelt efter forælderens socioøkonomiske gruppe. 2000, i procent. Hjemmeboende børn 0-15 år.